Rævens Bar

Jeg fornemmer, at J. Tex har en forholdsvis let adgang til de ressourcer, hvor den gode musik kommer fra. Nogle kalder det et naturtalent, andre en mavefornemmelse, når musikere næsten instinktivt kan skabe deres egen musik, som samtidig har en bred appel. Dette har J. Tex nemlig gjort i en årrække, og det har gjort ham til en af vores væsentligste americana-musikere.
Samtidig har han også en evne til at skrælle alt det overflødige væk og nå frem til substansen i en sang. Dette kan høres, både når han optræder solo, og når han benytter sit lille band. Derfor er en J.Tex-koncert og en J.Tex-indspilning tæt på samme oplevelse, og derfor er det en naturlig ting, at dette album er indspillet live i studiet – altså uden en masse effekter og teknik. På den måde får vi den gode lyd samtidig med nærværet og dynamikken i den håndspillede musik.
Sammen med bandet præsenterer han en samling usminkede sange. Der er enkelte ny indspilninger af nogle af hans ældre sange, som her bliver opdateret. This Old Banjo f.eks., som først udkom på hans tidligere album Old Ways vs. New Days.
Det hele er båret af hans autentiske vokal, hans glimrende guitarspil og godt hjulpet på vej af Frank Borgaard, bas/vokal, Thyge Van Dassen, violin/vokal samt Julian Guedj på trommer og Benny Pedersens pedal steel. Endelig har Tommy Tift stået for indspilning m.m.
Når man som J.Tex er født i USA og opvokset herhjemme, er det vel naturligt, at hans egen musik afspejler dette, og at man kan høre en hyldest til de amerikanske musiktraditioner. Hans rejser i Sydstaterne især har præget hans musik. Teksterne er ikke kun tilbageskuende, men også fortællinger om livet som moderne bymenneske. Som en ægte ‘rambler’ søger han et hjemsted i fortiden, men må videre på sin rejse.
”I’m on my way, back home again. Every house is a home I’m pleased to say, but when the morning comes I’m on my way” – hedder det i titelsangen. Det er vel musikerens skæbne at skulle være på farten til næste destination, men J. Tex formår stadig også at tage indtryk af personer, forelskelser og stemninger med sig og reflektere og forme dem til meningsfyldte sange

ALBUM ANMELDELSE

Om Bandet

Stilsikker Americana fra egne landestrøg
J. Tex & The Volunteers´ hillbilly countryrock er dybt forankret i den amerikanske rootsmusik og den dansk-amerikanske trio har fat i den lange ende og et stålsikkert greb om traditionerne på House On The Hill. Nok indeholder albummet en hel del covers – syv ud af tolv skæringer er fortolkninger – men de falder herligt naturligt ind i bandets eget materiale. Og med fare for at få Johnny Cash-fans på nakken, så er jeg på nippet til næsten at dømme J. Tex´ version af ”I Still Miss Someone” bedre end originalen og det er vel at mærke sagt af en stor fan af The Man In Black. Jens Einer Sørensen synger med en varmere glød og en mindre snap diktion end Cash, og det giver nummeret et nyt liv. Det er sgu godt gået.
J. Tex & The Volunteers’ egne numre holder alle højt niveau og leveres med spilleglæde, autencitet og fingerspitzgefühl, når det kommer til melodisk feel for den amerikanske tradition. Bandet lyder langt hen ad vejen som en dansk fætter til især Tom Waits’ højanerkendte blå viser, fra livets skyggesider og eksistentielle skæverter, men også et navn som Woven Hand –  dog uden den kristne tungetale og gotiske patos – melder sig som genkendelsesakse. Apropos Waits, så lyder J. Tex´ cover af Little Feat´s ”Willin” – et af pladens bedste numre i øvrigt – pudsigt nok mere henad Waits materiale end Little Feat´s eget. Og så lyder fortolkningen af Steve Earle´s ”Ben McCulloch”, som en fræk countryficeret version af Nick Cave, når han rabler på O´Malleys bar.
Åbneren ”The Ballad Of My Brother & Me” er en lille perle, der sætter barren højt for resten af det støvede udspil. En lun, fyldig og swingende gulvbas, spillet med nerve og overbevisning af Ida Hvid, skaber sammen med banjo og Jason Bedards følte og stilsikre percussion, rammerne for fire minutter med læberne svunget op i et bredt smil. Titelnummeret er også værdigt blandt de store drenge. Arizonagutterne i Calexico og Giant Sand, kunne snildt indlemme J. Tex & The Volunteers i klubben og snuppe en whisky på verandaen i fællesskab. Jens Einer Sørensens vokal er præcis så fyldig, rusten og støvet med masser af overskud, at man køber præmissen og gladelig inviterer den amerikanske prærie indenfor i stuen. Skulle jeg pege på en ligesindet vokal, falder tankerne på sørgeligt afdøde Mark Sandman fra hedengangne Morphine.
Eneste skurren i geledderne er ”Carnival Girl”, der bliver for meget fransk caberet-stemning for min smag, til og med med Sørensen i rollen som fransk chanson. Det er også det eneste der nummer, der stikker uheldigt ud og desværre bryder med den stilsikre ramme, pladens ellers befinder sig rigtig godt i.
”Ukulele Lullaby” er spøjs med sine impulsive studiekommentarer og en varm og elegant afslutning på et herligt gennemarbejdet, og i bedste forstand helt igennem bedaget album af den slags, der ikke findes mange af på den danske scene. Når jeg nu nævner inspiration fra og tydelige paralleller til adskillige andre bands, kunne man spørge sig selv, hvor vidt J. Tex & The Volunteers har sin berettigelse. Her må svaret blive et rungende ja, for det er gjort med så stor autencitet og overbevisning, at jeg gerne vælger danskerne til, giver dem plads og rum og i stedet lægger pejlepunkterne lidt til side for et øjeblik.
House On The Hill er et glimrende traditionsbevidst album, der fortjener opmærksomhed.
Tags from the story
J. Tex & The Volunteers, Johnny Cash, Morphine, Woven Hand